Uddannelse og Professionelle Kvalifikationer
Mit navn er Susang Rosleff Pedersen, født i 1973, og uddannet psykolog fra Københavns Universitet med speciale i klinisk psykologi. I juni 2018 opnåede jeg min autorisation under godkendelse af Psykolognævnet. For at sikre kvalitet og faglig udvikling modtager jeg løbende supervision på mit arbejde og deltager også i efteruddannelse. Jeg er medlem af Dansk Psykologforening og arbejder under de etiske principper for nordiske psykologer.
Gennem mit arbejde i det private, i kommunalt regi, samt fra næsten 8 års ansættelse i psykiatrien, har jeg erhvervet mig en bred praktisk erfaring indenfor forskellige psykologiske og psykiatriske problemstillinger, samt en stor erfaring med terapeutiske samtaler. Jeg har også erfaring med rådgivning af og støtte til pårørende, og har endvidere arbejdet i 5 år som frivillig rådgiver og gruppeleder i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Faglig Interesse og Terapeutisk Tilgang
Det menneskelige møde har altid haft en særlig interesse for mig. Jeg har et helhedsorienteret menneskesyn, da jeg mener, at fokus på såvel fysiske, psykiske og sociale dimensioner skaber den bedste grobund for forståelsen af det enkelte menneske. Mit mål er ikke kun at lette symptomer på kort sigt, men at finde årsager, arbejde med disse og skabe varige forandringer. Terapi kan også hjælpe dig til afklaring af, hvad der er vigtigst for dig, og hvordan du skaber retning, tilfredshed og meningsfuldhed i dit liv. Jeg giver medspil og anerkendelse, men også et konstruktivt og respektfuldt modspil.